PARADOX OF EMANCIPATION

[written 1980 when I was 28 • please wait for translation]

II.D The social structure and the open hierarchy in the AAO

For mange udenforstående var det særligt overraskende, at man i AAO havde et hierarki, eftersom de flestes opfattelse af et frit samfund måtte indeholde netop mangelen på dette.

At leve så mange mennesker under samme tag, må nødvendigvis skabe problemer i form af indbyrdes konkurrence og konflikter, så længe de involverede mennesker ikke er ude over dette fænomen i deres psykiske udvikling. Og hvis to personer kom op at skændes om, hvem der havde ret i et givent spørgsmål, hvordan skulle man så afgøre dette (fysisk vold var udelukket)?

Yderligere gjorde man den erfaring gennem selvfremstillingen, at alle sammenlignede sig selv og andre med andre og konsekvensen af bl.a. dette blev, at man valgte at indføre et åbent demokratisk hierarki ved almindeligt og åbent stemmevalg. Man stemte om, hvem man syntes var bedst. Resultatet af et sådant valg afgjorde, hvem der bl.a. fik kompetence til at træffe afgørelser og tage ansvaret i gruppens fælles vigtige anliggender. Vi indgik således alle på en bestemt plads i dette hierarki og i stridsspørgsmål mellem to personer havde den person 'ret', som var øverst i hierarkiet i forhold til den anden.

I toppen af hierarkiet stod Otto Mühl (ca. 50 år), som oprindeligt havde taget initiativet til gruppens dannelse. Der blev projiceret på ham, som der normalt bliver projiceret på en leder, som man er afhængig af. Jeg og de fleste andre havde angst for ham, men følte samtidig en tiltrækning. Fra psykologien ved man, at netop disse to følelser er med til at fixere særlig stærkt, og dette blev kun forstærket af Ottos adfærd. Han var dygtig som terapeut, men det var efter min mening mere teknik end kærlighed, desværre.

I tidsskriftet 'Energy and Charakter' karakteriserede en bioenergetisk terapeut, som havde besøgt Friedrichshof, Otto som en typisk masochistisk karakter. Den masochistiske karakter er i følge bioenergetikerne karakteriseret ved at befinde sig i en næsten kronisk spændt psykisk tilstand (specielt mellem lyst og smerte), som det er særdeles svært at komme ud af. Yderligere fandt han, at mange af medlemmerne i AAO også var masochistiske karakterer.

Bortset fra det umenneskelige i at vurdere og bedømme mennesker efter et sådant klassificeringssystem, var der noget om det. Efter min opfattelse befandt organisationen og de enkelte grupper sig i en spændingstilstand, som aldrig rigtig blev udløst.

Hierarkiet blev ændret med jævne mellemrum ved demokratiske valg. Men selve existenceen af et hierarki hæmmede udviklingen af en kærlighed, som udgår fra hjertet og ikke fra egoet. En ikke-egoistisk kommunikation og adfærd blev forhindret, sålænge man opretholdt konkurrencen og hierarkiet.

Aftenens to timers selvfremstilling kunne af praktiske grunde (30 personer fordelt over to timer) kun fordeles til få af gruppens medlemmer, og yderligere var det begrænset, hvor lang tid man kunne være i midten. Efterhånden pressede præstationskravet sig også igennem her. Det, som foregik i midten, skulle være underholdende eller medrivende. De, som ikke kunne følge med i denne udvikling med dens tilhørende krav, forblev således for det meste tilskuere til de 'bedres' selvfremstillinger.

Konkurrencen kom stærkest til udtryk i den fælles selvfremstilling, hvor det således for de konkurrerende galdt om at præstere de 'bedste' emotionelle udtryk. Udtryk af følelser var ikke længere et mål i sig selv, men blev nu et middel til at score points i konkurrencen om højere social status.

Denne gensidige afhængighed mellem hierarkiet, social status og konkurrencen på den ene side og den enkeltes psykiske udvikling og selvfremstillingen på den anden side fungerede på den måde, at de gensidigt forstærkede hinanden og de tilgrundlæggende teser. Hierarkiet var opstået som følge af den erfaring, at nogle var mere udviklet bevidsthedsmæssigt end andre, og det var en praktisk foranstaltning til løsning af eventuelle konflikter.

Hvis man ville nå højere op i hierarkiet og dermed komme med i beslutningsprocesserne, måtte man præstere noget i bla. selvfremstillingen, som jo var det forum, hvor alle kunne bedømme ens psykiske udviklingsniveau. Men denne vej eller form var individuel og ikke kollektiv, og derfor var det selvfølgelig forbundet med angst individuelt at kritisere systemet i selvfremstillingens forum, da dette højest sandsynligt ville indebære, at man faldt i hierarkiet.

De hypoteser og forudsætninger, som systemet byggede på, blev da heller ikke i den tid, hvor jeg boede i grupperne, anfægtet eller kritiseret. De, som havde 'magten', blev beskyttet på den måde, at kritik kun kunne fremføres individuelt og ikke kollektivt, og da denne kritik var en stor risiko for den enkelte, kom den aldrig.

Således påvirkede den sociale struktur (konkurrence og hierarki) den enkeltes adfærdsmønster i en systembevarende retning. Relativt hurtigt var der skabt mere eller mindre udtalte normer i gruppen, som hovedsageligt var og blev fastlagt af de ledende i gruppen. Af de føromtalte grunde var det forbundet med sanktioner fra gruppens side, hvis man bevægede sig ud over normerne. Ofte blev kritik af selve systemet eller af gruppelederne tilbagevist som ubevidste projektioner.

Men lad mig, inden jeg går videre i diskussionen, beskrive det tredie vigtige element i dette eksperiment: den frie seksualitet.

næste side


© and translation 2019 by Michael Maardtparadox-of-emancipation.com