PARADOX OF EMANCIPATION

[written 1980 when I was 28 • please wait for translation]

II.F Couple relationships in AAO

Den oprindelige kritik af samfundet var ikke så meget rettet mod den kapitalistiske økonomi, men snarere mod kernefamilien. Denne kritik sammen med indføringen af den frie seksualitet førte til en teoretisk betragtning af parfon holdet, som var ret unuanceret, hvilket også måtte erkendes ca. 5 år senere. Parforholdet med den romantiske kærlighed blev vurderet som et menneskeligt forhold, som beroede på lutter neurotiske projektioner. Rent statistisk og empirisk er sikkert 99,9% af alle parforhold et samspil af projektioner og virkelig kærlighed, og de parforhold, som kom ind i grupperne og de, som dannedes i tidens løb, var også sådan.

Da man som før sagt i terapien var mere interesseret i de såkaldt negative følelser (incl. projektioner), så man desværre kun projektionerne i parforholdet, mens kærligheden ikke blev set. Eller rettere sagt: den blev måske nok set, men den blev ikke adskilt fra projektionerne. Og deraf kom konklusionen, at alle former for parforhold måtte være dårlige og burde derfor opløses. Fejlen lå i, at der ikke blev skelnet mellem kærlighed fra hjertet og romantisk kærlighed, som udgår fra et behov om at få kærlighed og ikke fra en spontan følelse om at give og dele sin kærlighed.

Dette bevirkede indirekte, at man ukritisk overtog en for mange psykoterapier karakteristisk menneskeopfattelse, som betragter mennesket som et væsen, som har behov for kærlighed i modsætning til en for mange mere spirituelle udviklingssystemer karakteristisk opfattelse, som betragter mennesket som et væsen, som også giver kærlighed.

Denne implicitte menneskeopfattelse, som ganske vist udviklede sig af de første års terapeutiske erfaringer, forstærkede og fungerede godt sammen med den sociale struktur og kommunikation, som beroede på den indbyrdes konkurrence og alles kamp mod alle.

Den romantiske kærlighed blev latterliggjort og vurderet som et 'lavt' udviklingstrin, så hvis to personer virkelig følte mere for hinanden end den blotte seksuelle fysiske tiltrækning, valgte de ofte at hemmeligholde det af angst for at blive kritiseret og latterliggjort. Og hvis det kom til gruppens kendskab, gjorde specielt gruppelederen - hvis opgave det var at være opmærksom på medlemmernes psykiske udvikling og tilstand - meget for at latterliggøre dette parforhold, som var en trussel mod gruppens frie seksualitet.

Et parforhold skulle være yderst stærkt for at kunne modstå et sådant gruppepres, og ofte blev kærligheden ødelagt på denne måde. Således kom på et bestemt udviklingstrin i AAO kærligheden i konflikt med den frie seksualitet, hvor utroligt det end kan lyde. På en vis måde kan man i denne forbindelse godt tale om en tvang, men det var en intern frivillig tvang, som havde til formål at stabilisere selve systemet. Hvis man ikke var tilfreds med denne tvang, kunne man forlade systemet, hvilket også en del gjorde. Således var dette moment med en frivillig tvang om seksuel kommunikation med mange af gruppens medlemmer en af årsagerne til, at vores danske gruppe blev opløst.

Den kritik, som AAO gav af parforholdet, var både rigtig og forkert. Rigtigt indså vi, at en del ubevidste projektioner gjorde de to mennesker afhængige af hinanden: såsom jalousi, gensidig undertrykkelse og spil, men den gnist af ikke-egoistisk kærlighed mellem de to personer kunne og ville AAO helst ikke se, fordi de havde så travlt med at finde de negative sider og fordi det var en indirekte trussel mod den fri seksualitet.

Udviklingen af kærligheden fra hjertet, som er et af målene for en spirituel udvikling, blev hæmmet. Erkendelses-vejen og de metoder, vi benyttede til at erfare psykens indhold, var også en hæmmende betingelse for udviklingen af menneskets åndelige potentialer. Aftenens selvfremstilling beroede på sanselig erkendelse, hvilket er let mht. emotioner, fordi de let kan udtrykkes gennem den fysiske krop. Så snart vi bevæger os længere i den psykiske udvikling, drejer det sig om følelser eller evner, som ikke er så lette at fremstille gennem den fysiske krop og specielt ikke i den terapeutiske form - selvfremstillingen - som AAO havde valgt.

Forsøget på at udrydde parforholdet til fordel for 'mange parforhold' i form af den frie seksualitet lykkedes på længere sigt ikke. Det viste sig, at trods ihærdige destruerende forsøg fra gruppens side, vedblev nogle parforhold at bestå. Da nogle af disse forhold endda befandt sig blandt nogle af de øverste i hierarkiet, blev man nødt til at tage dette op til fornyet overvejelse, hvilket resulterede i en ændring af ideologien i retning af en vis accept af parforhold, sålænge det blot ikke betød en kommunikativ afkapsling fra resten af gruppen. Nogen nærmere forklaring blev der ikke givet på dette, men parforholdet blev i hvert fald accepteret med omtalte betingelser.

næste side


© and translation 2019 by Michael Maardtparadox-of-emancipation.com