PARADOX OF EMANCIPATION

[written 1980 when I was 28 • please wait for translation]

II.H Summary AAO

Det radikale eksperiment AAO var mislykkedes, men alle de vundne erfaringer gjorde det muligt at etablere en hel del grupper i Europa, hvor man under de gældende samfundsmæssige præmisser levede et væsentligt mere tilfredsstillende liv end det traditionelle kernefamilieliv.

Den følelsesforladthed, som karakteriserer manges dagligdag, blev delvis sprængt i og med, at vi boede mange mennesker under samme tag med det samme formål. Dagligdagen i gruppen var væsentlig mere levende og tilfredsstillende i form af en mere intensiv emotionel kontakt imellem os. Der var bedre mulighed for seksuel og emotionel tilfredsstillelse.

Jeg lærte meget om mig selv i denne to-årige periode. Desværre tærede livet også på mig, fordi jeg ikke udviklede min spirituelle side samtidig med udviklingen af den emotionelle side. Selv om jeg i størstedelen af denne periode ikke læste særlig mange teoretiske bøger, gav disse erfaringer mig et kendskab til livet og specielt til mig selv, som jeg aldrig ville kunne få gennem bøger. Og skønt jeg har givet en meget kritisk fremstilling, fortryder jeg slet ikke disse to år - tværtimod. Jeg kan ikke forestille mig andre muligheder til at få afprøvet de tidligere omtalte teorier, hvilket interesserede mig umiddelbart inden jeg gik ind i AAO.

De fænomener, som jeg først var i stand til at se efter at jeg var gået ud af gruppen, var så tæt sammenvævede med livet i gruppen, at jeg herved fik en konkret perception af begreber såsom socialisering, indoktrinering, hypnose og gruppepres.

Jeg mærkede forskellen på at leve hovedsageligt i mit hoved og på at leve hovedsageligt gennem mine emotioner.

At opleve denne undertrykkelse af det subjektive, kroppen, følelserne, kærligheden, intuitionen og meditationen es som regel et vendepunkt for de fleste i deres liv. Jeg har kunnet tilegne mig meget intellektuel viden, har kunnet glemme den og evt. tilegnet mig ny viden, men da jeg havde følt, set og accepteret mit eget indre helvede, så kunne jeg ikke glemme.

Hvis man i lang tid har forsøgt at forandre sig selv og sit liv vha. hovedet og har fundet ud af, at en virkelig forandring først sker, når man dropper hovedet, så bliver ens indre liv naturligt et objekt for ens opmærksomhed i større grad end hidtil.

Med større opmærksomhed bliver man - i modsætning til før, hvor man blot blindt og ubevidst fortrængte i overens-stemmelse med den herskende ideologi - nu mere opmærksom på sine fortrængninger i selve situationen, hvilket muliggør ens indgriben. Langsomt begynder man at vågne af den søvn, som man fra barnsben er blevet lullet ind i.

Jeg lærte noget om, hvor svært det er at leve mange mennesker på en anderledes måde, og hvilke processer, der mere eller mindre skjult foregår mellem de indblandede mennesker. Selv om vi fik mange af vore medbragte normer fremstillet åbent, blev der dannet nye nonner. Som mangel på en individuel identitet dannedes i AAO en vis form for gruppeidentitet, som forhindrede en virkelig udvikling af individualiteten.

Visse dybere lag af psyken blev ikke berørt pga. de metoder, som vi arbejdede med og pga. den afhængighed af gruppen, som efterhånden blev oparbejdet. Gruppens identitet var vigtigere end individets identitet. Således kom jeg aldrig dybt i kontakt med følelsen af at være alene, fordi jeg aldrig var alene. Hvis en person er i stand til at være alene, så har han ikke brug for en gruppe. Målet var i AAO ikke et uafhængigt individ - dette ville overflødiggøre gruppen - men snarere et velfungerende individ, som var afhængig af gruppen for at kunne fungere godt.

På forhånd havde man en forestilling om, at idealet var at leve i en gruppe, og på denne måde blev selve existenceen af gruppen en implicit forudsætning, som det ikke var mulig at kritisere inden for selve gruppens rammer. Gruppens sammenhold var tabu, og flere levede kun i kraft af gruppens existence, som fx gruppelederne. Ingen kom på den ide, at næste skridt i nogles udviking måske var at forlade gruppen.

En relativ fast ideologi, specielt på det psykologiske område, gjorde det hypnotiserende og afhængighedsdannende at leve i en sådan gruppe. Livet forandrede sig radikalt, og det ville være svært at 'gå tilbage' til kernefamiliesamfundet, som vi kaldte det.

Fra i begyndelsen at have været åben og eksperimenterende, blev gruppernes ideologi og tanker på et tidspunkt så faste, at man nu mente at have fundet de vises sten om den menneskelige natur. Dette gav sig udtryk i flere forskellige ting. I 1977 proklamerede vores tidsskrift 'Wird die AAO eine Massenbewegung?', hvilket fik mig til at tænke på Hitler, og det samme gjorde sikkert også andre.

Gruppernes selvforsvar ytrede sig storhedsvanvittigt i en latterliggørelse og kritik af andre metoder og systemer til psykisk udvikling. Betegnende nok benyttede vi ikke meditation, som er individ- og ikke gruppeorienteret, da dette sikkert ville have stillet tvivl om selve nødvendigheden af gruppen. Meditation har ellers været benyttet til udvikling i østen i årtusinder, men forskellige østligt inspirerede systemer blev ofte karakteriseret som mystiske og som virkelighedsflugt. Parapsykologi, healing, yoga, astrologi osv. var tabu og ingen snakkede om disse emner offentligt.

næste side


© and translation 2019 by Michael Maardtparadox-of-emancipation.com