PARADOX OF EMANCIPATION

[written 1980 when I was 28 • please wait for translation]

V Meditation

I dette afsnit forudsætter jeg, at læseren intet kendskab har til meditation, og jeg vil forsøge at beskrive det så tilgængeligt som muligt. Igen vil jeg koncentrere mig både om de aspekter, som har med psykisk udvikling at gøre, dvs. med de mere praktiske eller pragmatiske dele, og med en teori om meditation, hvis man overhovedet kan tale om dette.

Et af problemerne ved dette er - som det er ved hele dette arbejde - at jeg prøver at formidle noget ikke-sprogligt, nemlig, perceptionr, sprogligt. Såfremt læseren og jeg havde haft nøjagtig de samme perceptionr - hvilket ikke er tilfældet - og såfremt vi benyttede de samme ord, tegn eller symboler om ens perceptionr - hvilket heller ikke er tilfældet så ville det måske ikke have været så vanskeligt. Endnu vanskeligere bliver det, hvis en af os har haft en perception, som den anden ikke har haft, men det er nogle af de vanskeligheder, som vi bliver nødt til at acceptere.

Den største vanskelighed, som jeg måske arbejder med er, at to mennesker fortolker den samme existence forskelligt, fordi hvert menneske er udstyret med sit eget helt personlige 'fortolkningsapparat', som jeg kalder sindet.

Den første vanskelighed, vi støder på ved meditation, er af sproglig natur og siger netop noget om, hvordan vesten har fortolket et af østens begreber i dets forsøg på oversættelse.

'Meditation' i den almindelige betydning 'at tænke over noget' eller 'grunde alvorligt' er en højest vildledende oversættelse. (Watts, A.: Zen-Buddhismen, p. 72)

Englænderne forsøgte at oversætte 'dhyana' og har ramt det stik modsatte, da ordet oprindeligt betyder en tilstand uden sind og henviser til en bevidsthedstilstand, hvor man er ude af eller har transcenderet sindet. Det er vigtigt at holde fast ved denne oprindelige og egentlige betydning af den dårlige oversættelse 'meditation'. Konsekvent ville det således være at tale om 'dhyana' og ikke om 'meditation', men da dette sikkert ville skabe mere forvirring - fordi alle bruger ordet 'meditation' - har jeg også valgt at bruge ordet meditation.

Vi må snarere betegne denne bevidsthedstilstand som meditationens mål, thi det er sjældent at man i en længere tidsperiode befinder sig i en tilstand uden sind. Læseren kan selv prøve, hvor lang tid han eller hun kan holde sig fri af tanker og følelser? Men inden denne ikke-sindsbevidst-hedstilstand opnås, træner man sig i at være mere opmærksom. Det er vigtigt at forstå, at det ikke drejer sig om gøren, men om væren.

Meditation er ikke noget, man gør, men noget, man er. Det er altså ikke en jegets viljealk, ikke en handling, og det er det vanskelige for os vesterlændinge, som har lært alt om at gøre, men intet om at være for værens egen skyld.

Det er forkert at sige: 'Jeg mediterer', selv om de fleste gør det. Man kan sige, at man er i en meditativ tilstand, hvilket vil sige at man er opmærksom på sig selv, sine tanker, sine følelser, stemninger osv.

Vanskeligheden ved at fatte, hvad 'dhyana' betyder ligger i, at vort sprogs struktur ikke tillader et transitivt verbum uden subjekt og prædikat. Når vi har 'at vide' kræver vor konventionelle grammatik, at der må være nogen, som ved, og noget, som vides. Vi er i den grad vant til denne forståelse, når vi taler og tænker, at vi ikke er klar over, at dette simpelthen er en konventionel vane, og at den ikke nødvendigvis svarer til den virkelige erkendelsesproces. (Watts, A.: Zen-Buddhismen, p. 73)

Meditation kan vi også kalde opmærksomhed. Mange vil sikkert mene, at de er da permanent opmærksomme, men man kan være opmærksom med forskellig intensitet, og det drejer sig om i meditationen at forøge denne opmærksomhed både i intensitet og i tid - symbolsk kunne vi sige både vandret og lodret. At tid på et andet bevidsthedsplan er en illusion, vender jeg tilbage til.

Det er ingen betingelse at holde det fysiske legeme i ro for at være opmærksom, men det kan for mange være en fordel, da man herved udelukker en del ydre stimuli. Der findes både bevægende og stille meditationer, men dette er ikke det væsentlige. Meditation er at være opmærksom på sig selv. Meditation er blevet benyttet i årtusinder som metode til selverkendelse. For nemhedens skyld vælger jeg den stillesiddende meditation, da det letter den sproglige beskrivelse.

Den første erfaring under meditation er den utrolige strøm af følelser og tanker, som kommer med så stor en hastighed, at man ikke kan stoppe dem. De såkaldte meditationsteknikker, der benytter sig af et mantra eller symbol til at stoppe denne strøm, er en undertrykkelse af visse sider af bevidstheden til fordel for en udvikling af en anden, hvilket ikke skaber en naturlig udvikling af bevidstheden. Jo mere man forsøger at stoppe dem, jo mere vil de komme.

Den klassiske instruks til den mediterende er at betragte sindet, tanker og følelser, som skyer, der driver af sted som en film foran ens øjne. Det eneste, man skal forsøge, er at være opmærksom uden at anstrenge sig med at være opmærksom. Det lyder som et paradoks, og det er det også. Watts udtrykker det:

Za-Zen (den klassiske meditationsform, som jeg har beskrevet - min anm.) sidder man derfor ikke med et tomt sind, der udelukker alle indtryk fra ydre og indre sanser. Det er ikke 'koncentration' i den almindelige betydning at begrænse opmærksomheden til et enkelt sanseobjekt, fx et lyst punkt eller spidsen af ens næse. Det er simpelthen en stille, men lysvågen opmærksomhed uden nogen kommentar til, hvad der sker. (samme, p. 174)

Dette - 'uden nogen kommentar' - er det optimale under meditationen, men ofte vil man kunne se sig selv sidde og dømme de forbiløbende tanker og følelser. Man kan således stille og roligt sidde og betragte sin egen moral, hvis man er modig nok til at lade den få frit løb. Det er svært - især i begyndelsen - at undlade at 'bryde ind' i strømmen af tanker og følelser med sin moral eller sind. Man kan se, hvorledes man selv prøver at styre forløbet, og det er netop det, man skal undlade. Og man kan absolut intet selv gøre for at dette indtræder.

Meditation er træning i modtagelighed, laden-gå, hen-givelse og opmærksomhed. Ligesom med overraskelser, lykke osv. er det med meditationen: jeget kan intet gøre for at det sker. Det er en spontan hændelse, som man kan forberede sig på ved at være så åben som mulig. Vores vestlige rationelle målrettede opdragelse har lært os lige det modsatte, så det kræver tid og tålmodighed for at opnå den ideelle tilstand.

Den holdning eller indstilling (modtagelighed, åbenhed, tillid, hengivelse osv.), som man i meditationen optræner til at møde sin indre virkelighed med, er den modsatte af den, som vi lærer at møde den ydre virkelighed med (angst, skepsis, tvivl, tilbageholdelse, tænkning osv., som er sindets karakteristika). Og målet for meditationen er gennem for-ståelse af sindet at transcendere dette.

Jo mere man kan opnå denne indstilling varigt, jo mere vil man kunne tillade det ubevidste at vise sig. Mens vi i den dagligdags mere eller mindre stressede bevidsthedstilstand er påvirket af både indre og ydre stimuli, forsøger man i meditationen at reducere disse stimuli til de indre.

Man forsøger ved en åben opmærksomhed at nærme sig her og nu, i modsætning til den bevidsthedstilstand eller sinds-tilstand, hvor man yderst sjældent er totalt i nuet. For at være længere tid i nuet og kun i nuet - hvilket er det samme som at være i evigheden - er en af betingelserne ingen tanker og følelser om fortid eller fremtid, som river en ud af nuet. En sådan tilstand kan derfor opleves som 'fred i sindet' eller som Watts udtrykker det:

'Denne lysvågne sindstilstand ledsages af den stærkeste fornemmelse af 'ikke-forskel' mellem en selv og den ydre verden, mellem sindet og dets indhold, de forskellige lyde, det man ser og alle indtryk af omgivelserne. Naturligvis kommer denne fornemmelse ikke ved at prøve at erhverve den, den kommer netop af sig selv, nær man sidder under agtpågivenhed uden noget bestemt formål i sindet, selv ikke med det formål at slippe fri for at have et formål.' (samme, p. 175)

Så vidt mine erfaringer med at træne opmærksomhed synes det mig at de fleste mennesker permanent skifter mellem tilstande med større eller mindre grad af opmærksomhed, men at det går så hurtigt, at vi ikke er opmærksomme på det.

Læseren kan prøve følgende: Betragt aware og intenst - men uden anstrengelse - en ydre genstand og prøv at bemærke, hvornår perceptionen eller erkendelsen er mest intens eller størst. Min erfaring er, at perceptionen er mest intens eller 'ren', når der samtidigt ingen tanker eller følelser er i sindet til at forstyrre perceptionen. I disse øjeblikke kan man opleve, at man 'ser' og ikke kun 'kigger'.

Castaneda beskriver i 'The seperate reality', hvordan han lærer at 'se' af Don Juan - at hans bøger er fiktive er i denne forbindelse underordnet. Andre taler også om at lære at se virkeligheden, som den er, uden at blande det sammen med vores egen fortolkning af den (projektioner, sindet, forudindtaget viden osv.) eller uden at blande virkelighedens relation til en selv ind i 'billedet'.

Hvad angår sidstnævnte: prøv at betragte fx en stol som de stykker træ osv., som den er sammensat af, uden at blande stolens 'brugsværdi', dvs. en genstand, som kan bruges til at sidde i, sammen med den direkte erkendelse. Det er særdeles svært, og hvis man er tilstrækkelig opmærksom, vil man sikkert erfare, at erkendelsen permanent skifter mellem disse to tilstande eller erkendelsesformer.

I extreme faresituationer kan man befinde sig i en tilstand med næsten 100% eller 100% opmærksomhed, da der her ikke er tid til at tænke. I sådanne situationer handler man ofte med optimal opmærksomhed (moderne psykologer kalder det fejlagtigt at handle pr. instinkt, da de som oftest ikke selv kender en tilstand med så stor opmærksomhed uden de tanker, som vi normalt sætter ind, før vi handler) og benytter næsten alle resourcer, også selv om vi ofte fortrænger perceptionn pga. angstens intensitet.

Sagen er, at vi ikke er vant til en tilstand med så stor opmærksomhed, og det er netop dette, som optrænes i meditationen. For at give et eksempel på den optimale perception i tilstanden af ikke-sind (som af nogle kaldes 'samadhi', 'moksha' eller andet - men her bruges ordet 'kensho') og perceptionn af større opmærksomhed har jeg valgt en amerikansk terapeuts beskrivelse fra et meditationskursus:

And then - it was late in the morning - a white clear screen came before my eyes. In front of the screen splashed or, rather, floated simple images - finces, objects. I have no clear recollection of the images. A rush of felling came over me. I borst into tears, the tears became quiet sobbing. I don't remember at what point I had stoppel the exercise. I can state my feeling, but I am not sure I can communicate it With any real meaning. I would like not to be mysterious, I would like to communicate it clearly, at the same time knowing that it may be impossible. My feeling was that I was seeing something of great importance, as if everything fitted together for the first time. Tihat had all my lift struggles been about? Things were very simple.

(Murphy: Asian Psychology, p. 212)

Senere går terapeuten hen til lederen af det femdages Za-Zen meditationskursus, som siger: You have seen kensho og terapeuten fortsætter: I was aware that kensho meant a glimpse into one's own nature. Efter kurset beskriver han sig selv således:

I was seeing it all as if I had never seen it before. I seemed almost to have a new pair of eyes, new ears, new abilities to taste and smell and feel. I had learned to give my full atten-tion to whatever I was doing at any one moment and I wondered if I had ener really done this before.

Gradually I began to see I was eating when I was hungry not when it was 'time to eat'. I began to eat what I wanted to eat, not because it was placed before me.

I began to feel I had never really tasted things before. I ate less, and enjoyed both experiences more. 'ven being with people became a new kind of experience to me. I had always been gregarious — and often undiseriminating. Now I choose whom I wanted to be with and now I was with them. I was seeing and choosing what I wanted to do — speak with some-one, drink coffee, read a book.

I saw what I was doing as if I had never seen it before. And the pleasures I found in it all were something I could not have imagined.

(same, p. 216)

Nu er dette sandsynligvis et særtilfælde, men det vigtige er, at det er muligt. Nogen bruger længere tid og andre kortere. Hvis man skulle tale om 'objektiv erkendelse', så måtte det være i en tilstand, hvor vidnet fungerer som spejl, som spejler existenceen, som den er. Og dette forudsætter, at der ikke er støv på spejlet — støvet er sindet. Denne tilstand kalder jeg den meditative tilstand, hvor man altså er ude af sindet. Her er der ingen perception af, at 'jeg' ser, men at 'der ses'.

- Her skulle have stået fire sider kommentar til Alan Watts, men de er desværre bortkommet.

næste side


© and translation 2019 by Michael Maardtparadox-of-emancipation.com