PARADOX OF EMANCIPATION

written 1980 when I was 28 • being translated

VI.C Spiritual development in time and space

I have made an analytical distinction between states of consciousness and developmental stages. At this time in writing and understanding I have realised this. Suddenly it struck me that the triad: mind or ego, the meditative state and samadhi may have been the same as or at least recalled the threefold in the developmental model: polarity psychology, Yin-Yang Psychology and Oneness. This meant that I had to go back to previous pages and correct inaccurate concepts and phrases (the reader can NOT see this) and add a little here and there.

The state of consciousness denotes the instant or possible in time momentary certain relation between subject (witness) and object. The stage of development denotes the permanent in the psychic development attained state of consciousness. Schematic it looks like this:

Witness' awareness degree Witness' state of consciousness Witness' stage of development
0% Mind Polarity
0-100% Meditative state Yin-Yang
100% Samadhi Unity

Efter denne skematiske fremstilling skulle følgende gælde:

Befinder man sig på polaritetstrinnet (og det gør de fleste med undtagelse af de oplyste — jeg ser i praksis bort fra dem, som befinder sig på Yin-Yangtrinnet), er det muligt at 'blive ført' i den meditative tilstand eller samadhi, thi jeget kan intet gøre for at opnå dette andet end at for-søge at skabe de bedst mulige betingelser for at den medi-tative tilstand eller samadhi kan ske spontant. For at være i samadhi (eller rettere sagt: for at være samadhi) må man først gennem den meditative tilstand. Og set fra den anden ende af skalaen — fra den oplyste persons enhed — kan man frit vælge, i hvilken bevidsthedstilstand, man vil befinde sig.

Tre sindstilstande

Lad os nu resumere:

Den grundlæggende skelnen er graden af vidnets opmærksomhed i nuet eller i øjeblikket. Som vi senere skal se er vores begreb om tid eller selve tiden problemet, men foreløbig forudsætter vi, at det ikke er et problem.

Dernæst følgende skelnen mellem tre forskellige bevidsthedstilstande, hvor vi netop forudsætter, at vidnet i infinite mange nu'er eller øjeblikke efter hinanden har en bestemt grad af opmærksomhed:

Sindet: 'jeget' eller 'egoet' opleves som det 'sande' subjekt. Ingen opmærksomhed fra vidnet. Jeget opleves som adskilt fra såvel det indre som det ydre objekt. Fx: 'jeg føler angst', ikke 'jeg er angst' og 'jeg er adskilt fra den ydre fysiske verden.' Oplevelse af tid og rum.

Meditativ tilstand: Ingen perception af 'jeg', 'ego' eller sind. Vidnet oplever omverdenen (såvel den indre, dvs. ikke-fysiske som den ydre, dvs. fysiske — incl. kroppen) som ikke-adskilt fra sig selv. Det er ikke muligt at tænke, selv ikke tanken: 'jeg er nu i en meditativ tilstand'. Vidnet er i nu'et permanent, dvs. i evigheden. Ingen perception af tid. Vidnet og objektet er i et Yin-Yangforhold. Vidnet oplever både at være tilskuer og 'at blive ført' på en rejse (i praksis kender jeg det både fra 'den indre rejse' og fra afslappet meditativ tilstand med åbne øjne.)

Vidnet er ikke forskellig fra det 'bevidnede', thi vidnet kan netop ikke tænke eller skelne, det kan kun egoet eller jeget, og det eksisterer ikke i denne tilstand. For at tænke kræves tid, her eksisterer tiden ikke, kun det evige eller permanente nu. Vidnet er et spejl, intet andet. Et spejl kan som bekendt kun reflektere nuet.

Derfor 'vågner' man ligesom efter at have sovet uden noget begreb om, hvor lang tid, man har befundet sig i den meditative tilstand. Og det er underordnet, om opmærk-somheden har været 0% (falde i staver) eller højere. Man kan altså som regel ikke — hvis man befinder sig i den meditative tilstand — beslutte sig til at 'gå ud af' den meditative tilstand. Man er som amerikanerne kalder det 'out of the mind'.

Ingen perception af rum og tid. En meditativ tilstand med åbne øjne består i bl.a. ikke at fokusere blikket (uden at forsøge dette), men blot at spejle ikke-fokuserende. Så vidt jeg husker er det det, som Don Juan prøver at lære Castaneda i 'En anden virkelighed'.

Samadhi: Her er vidnet ladt alene tilbage. Vidnet er vidne til vidnet, dvs. sig selv. Ingen perception af rum og tid. Rummet er alt og intet, infinite stort og intet. 100% opmærksomhed. Hvis man kan forestille sig at være et blankt spejl, der spejler et andet blankt spejl, er det næsten perceptionn.

En tilsyneladende selvmodsigelse, som man kunne finde i skemaet er sindet med 0% opmærksomhed. Jeg har før nævnt et eksempel med at forsøge at betragte en ydre genstand aware og se, hvad der sker. Mine erfaringer med dette er, at vi i tiden med en hastighed måske hurtigere end lysets permanent skifter mellem sindet og den meditative tilstand, og at vi kun i den meditative tilstand (også selv om det kun er en brøkdel af et sekund) ser 'rent', dvs. perciperer genstanden. Enhver tanke, følelse, dvs. sind slører for ikke at sige bryder perceptionen. I sindet er der ingen perception. Perceptionen og dermed erkendelsen sker kun, når der opstår en spalte i sindets infinitee strøm af tanker og følelser. Men vi har en illusion om, at vi i tiden permanent er opmærksomme, erkendende og perciperende. At vi ikke er det, eller at vi i hvert fald i forskellige øjeblikke er mere opmærksomme end i andre, kan man forsikre sig om ved at prøve, hvor meget man kan huske af fx den sidste time (denne teknik bruges i Yoga-Nidra, hvor man forsøger at huske, hvornår man var opmærksom et bestemt antal timer tilbage i tiden). Dette giver et billede af, hvor opmærksom man har været.

I den extreme tilstand 'at falde i staver', hvor opmærksomhedsgraden er 0, kan man således intet huske og man kan heller ikke huske, hvor lang tid det tog, da tiden netop ikke var der.

Når man 'går totalt op' i noget og 'mister sig selv' i det, som sproget udtrykker det, er man i en meditativ tilstand, hvis ikke hele tiden, så dog relativ lang tid af den samlede tid. Lad os sige, at man er 50% af de samlede øjeblikke i meditativ tilstand, dvs. 'man er totalt opslugt af det' og de resterende 50% er man i sindet. Efter sådan et stykke tid, hvor man altså i relativ lang tid har været meget opmærksom, totalt til stede uden ego osv., har man bagefter en perception: 'Er der virkelig gået så lang tid, det føles slet ikke sådan.' I de øjeblikke, hvor man er totalt i situationen, er der ingen tid og intet ego.

Modsat oplever man tiden som infinite lang, når man står i kø eller venter på noget og ikke har andet fornuftigt (!) at foretage sig eller — som man siger — 'at slå tiden ihjel med.' Her er man tvunget til at være sammen med sig (sit) selv, og det er ikke behageligt, for nu bliver man mere opmærksom (kan i hvert fald blive det) på alt det nonsens, som foregår inde i hovedet (sindet) på een.

Og jo mere man tænker på, hvornår ventetiden dog er færdig, jo flere tanker er der, og jo mere befinder man sig i sindet og dermed i tidens dræbende kedsomhed. Den eneste måde at 'slå tiden ihjel' på er i den meditative tilstand, men den er egoet bange for, thi her afsløres egoets egen illusion om sig selv. Man forsøger derfor at sænke opmærksomheden til nærheden af nulpunktet, så man undgår at se egoets egentlige kedsomhed, illusionen, angsten for at miste det osv. Og når det så endelig bliver ens 'tur', så vågner opmærksomheden igen med glæde for at få bekræftet, at 'man er nu alligevel et ego'.

Vor kultur producerer infinitee muligheder for at slå tiden ihjel: konsum, TV, radio, bøger, kryds-og-tværs, ugeblade, aviser osv. Selv om man godt ved, at det, der skete i går, minder umiskendeligt om det, der skete i forgårs, læser man avisen alligevel — i det mindste 'for at kunne følge med' — af angst for ikke at kunne følge med tiden. Tænk, hvis man skulle komme bagefter! Jeg er selvfølgelig ikke principielt imod alt dette, jeg nævner blot et aspekt, som det også indeholder.

Angsten for at tiden pludselig skulle stå stille, er angsten for egoets død, og denne angst er som sagt oprindeligt socialt betinget.

Yderligere et eksempel: ved at være i et aflukket rum, hvor lyset meget hurtigt skiftevis tændes og slukkes, bliver egoet sat på en umulig prøve, såfremt personen forbliver opmærksom: lys/mørke er det samme som liv/død, sind/samadhi og hvis man tør, er det en effektiv måde at møde døden på.

Angsten for mørke er angsten for døden og samadhi. Ved det hurtige skift kan egoet ikke nå at planlægge det næste fremtidige øjeblik og bliver derfor sat ud af spil. Og i det totale mørke kan egoet ikke gøre noget, thi for at gøre noget kræves mindst to mulige valg, og det eneste valg, som er efterladt, er netop intet at gøre, men blot være vidne — jeg forudsætter, at man ikke forlader rummet eller lukker øjnene.

Den, der pludselig befinder sig i en overraskende situation, en situation som er ukendt, hvor egoet (den ophobede viden fra fortiden) ikke kan benyttes: for ham standser tiden og egoet et kort øjeblik, situationen er måske paradoksal, overraskende eller andet. Denne person er i meditativ tilstand, måber eller latteren — forløsningen af paradokset — bryder igennem, men oftest kun i et kort øjeblik, fordi den meditative tilstand er åben og sårbar.

Man giver sig kun hen i en længere totalt overgivende latter med personer, som man har tillid til. I latteren får man således en fornemmelse af den meditative tilstand — af bl.a. denne grund fortæller Bhagwan så mange vittigheder. Og man kunne sikkert finde mange flere eksempler.

Nogle vil så måske sige: 'jamen, Einstein kom via tænkning til dette.' I følge mine overvejelser kan der ingen perception, erkendelse, forståelse, indsigt osv. opnås gennem tænkning. At personen tror, at det, han foretager sig, er tænkning, er underordnet. Jeg har ikke læst Einstein, men jeg kan kun se, at samtlige erkendelser gøres i en meditativ tilstand eller i et øjeblik af ikke-sind. Eksempelvis er mange videnskabelige indsigter 'set' i drømme, en tilnærmelsesvis meditativ tilstand.

Således er dette arbejde fra kap. VI hovedsageligt nedskrevne tanker, sammenkædning af tanker, sætninger osv., som jeg har 'set' i længerevarende afslappede tilnærmelsesvis meditative tilstande, nemlig tiden før jeg sover om natten og tiden lige efter, jeg vågner. I disse tilstande 'ser' jeg og næste dag prøver jeg at huske det sete og skriver det ned. Og således fortsætter jeg med at tømme min 'bio-computer' (min ophobede viden).

Ordet indsigt udtrykker også dette, at man 'ser' 'ind' i virkeligheden, som den er eller hænger sammen. I den meditative tilstand ser man igennem sindets 'slør', da dette ikke eksisterer i denne tilstand. Og ofte, selv om man ikke er helt i den meditative tilstand, er der ofte så mange øjeblikke af opmærksomhed, at man ser tilstrækkeligt til at forstå.

Det foregående forklarer også det, jeg tidligere har kaldt 'totalforståelse': koblingen af den emotionelle ikke-sinds-forståelse og den intellektuelle sindsforståelse, hvor man ser, at det er to sider af samme sag. I psykoterapien optræder forståelsen og dermed muligheden for losningen af en neurotisk adfærd i øjeblikke af opmærksomhed eller måske i den meditative tilstand. Ofte efter en emotionel såkaldt katarsis indtræder afspændingen, afslapningen, tilnærmelsesvis meditativ tilstand og netop her kan total-forståelsen indtræde, som regel ikke i selve perceptionn af fx den fortrængte emotion.

For nu at afslutte dette afsnit, vil jeg først stille spørgsmålet: 'Hvis vi forudsætter, at jeg og andre taler sandt om alle de tidligere beskrevne perceptionr i øjeblikke, i bevidsthedstilstande og udviklingstrin, så må perceptionrnes objekt eller objektet for vidnet være til stede allerede inden vi bliver opmærksomme på dem (samme ræsonnement benyttede Jung om arketyperne, men han undgik mig bekendt at tale om muligheden for reinkarnation). Men hvor kommer objektet fra eller er det virkeligt?'

Nu er der to muligheder: 1. at vi har set 'syner' enten i den indre virkelighed eller i den ydre virkelighed, dvs. at de er illusioner. Eller 2. de er virkelige.

Ad. 1.

Har vi set syner i den indre virkelighed, hvor kommer så objektet for vidnet fra? En videnskabelig teori kan vel ikke bare benægte eksistensen eller muligheden herfor, fordi videnskabsmanden ikke selv har oplevet dette.

Har vi set syner i den ydre virkelighed, er der to muligheder: enten har vi projiceret ubevidste billeder fra den indre virkelighed ud i den ydre virkelighed (og dette sker meget ofte), eller vi ser ikke-fysiske energiformer (clairvoyance). Hvis vi bestemmer clairvoyance som illusion, hvor kommer så objektet for vidnet fra? Hvis det kommer fra den indre virkelighed, kan vi bruge argumentet fra det første om videnskabsmanden. Og sådan kan vi blive ved, indtil vi ender ved diskussionen om det hele måske er en illusion eller drøm. Men i dette tilfælde ved jeg eet: det er mig, som tænker alt dette, så i det mindste må jeg eksistere (i sidste instans vidnet), og så kan vi slutte hele vejen tilbage til virkeligheden igen.

Ad.2.

De er virkelige.

Videnskabeligt står og falder det hele med, om man benægter muligheden eller ej. Og som sagt før, vil dette være lige så uvidenskabeligt som at benægte eksistensen af Australien, blot fordi man ikke har været der.

Hele dette arbejde afhænger 'videnskabeligt' af dette. Man kan tro på det eller ej, det eneste gyldige sandhedskriterium er ved selv at prøve efter. Så forvandles tro og evt. tvivl til sand erkendelse. Den paradoksale pointe er blot, at jeg kan blive ved med at sige: 'Du må prøve endnu mere, du har ikke prøvet tilstrækkeligt, så du vil aldrig kunne komme til at modbevise mig 'videnskabeligt'. Og evt. finder du først ud af det efter din fysiske død, at efter 'døden' er noget andet, så jeg fik jeg alligevel ret, men nu er det ligemeget og du kan ikke sige det til mig.

Et lignende paradoks fra en historie fra Bhagwan (kort fortalt, hvad jeg kan huske):

'I en by med mange såkaldte vise mænd blev der udstedt forbud mod at sige en løgn. Den, som gjorde dette, ville blive hængt. I byen var der også en idiot, som i modsætning til alle de tavse vismænd godt turde åbne munden. Han sagde: 'I morgen bliver jeg hængt.' Og derved låste han magthaverne, udstederen af forbudet, i et paradoks. Næste dag gik idioten til galgen, men hvad skulle de nu gøre? Hængte de ham, havde han jo talt sandt, og så burde han ikke have været hængt. Og lod man være med at hænge ham, så havde han talt usandt, og så måtte han hænges, men hængte man ham osv. Den gale var den egentlig vise!'

Lignende underholdende historier kan læses hos Watzlawick.

Vender vi tilbage, må vi altså slutte, at perceptionrne om større grad og 100% opmærksomhed (samadhi) og de tilsvarende bevidsthedstilstande: meditation osv. er ikke-realiserede potentialer i os — det forudsættes, at alle mennesker er ens på dette punkt.

Vi bærer altså disse potentialer i os. Dette har samtlige oplyste personer og Mestre (Gautam the Buddha, Kabir, Krishna, Mahavir, Mohammed, Lao-Tzu, Abraham, Moses, Jesus, Sokrates, Gurdjieff osv.) gennem den historiske tid gentagne gange sagt: 'Vær mere opmærksom, vågn op, bliv mere meditativ, vær her og nu, vær total i hvert eneste øjeblik, accepter dig selv, elsk dig selv, kend dig selv, elsk din næste som dig selv, hengiv dig til livet, til Gud, Tao, opgiv illusionen om dit ego, vær uskyldig som et barn (et barn lever fra øjeblik til øjeblik, tænker ikke på i morgen) osv.'

Kommentar til det følgende ang. skrivetidspunkt og forståelig sammenhæng og læsning

(skrevet februar 1981)

I december 1980 havde jeg så travlt med at videreudvikle såvel forskningen som skrivningen af den 'videnskabeligt rigtige fremstilling' (Marx) — sidstnævnte indgår ikke i dette bind — at jeg ikke bekymrede mig om de sider, som nu i dette bind danner slutningen af kap. VI. De blev skrevet omkring 11. 12. 1980 og nogle af dem kasseret (fordi jeg omskrev fremstillingen af VI.D og VI.D.1 tre eller fire gange uden at blive færdig, fordi jeg på et senere tidspunkt (13. eller 14. december 1980) startede på kap. VII om den paradoksale logik) og andre er bortkommet.

Først i januar — da jeg af økonomiske grunde blev tvunget til at sammensætte nogle sider til en magisterafhandling, som kunne opfylde universitære krav — fandt jeg i mine spredte papirbunker nogle sider, som kunne bruges til dette formål (jeg havde for øvrigt helt glemt disse siders existence). Disse sider har jeg sat sammen i en forhåbentlig forståelig rækkefølge. Jeg har sat dem i den rækkefølge, som jeg tror og husker, at de er skrevet. Som det sikkert vil fremgå under læsningen, er nogle af siderne skrevet i sammenhæng, mens andre ikke er. Min evne til at tænke paradoksal-logisk starter allerede i afsnit VI.D.

Og til sidst en 'advarsel': kapitel VI. til og med kapitel VII.B er skrevet meget hurtigt, hvilket betyder, at der ikke har været tid og plads til lange argumentationskæder. Ofte er væsentlige teoretiske argumenter meget korte, så det gælder om 'at holde ørerne stive', som vi siger på dansk.

næste side


© and translation 2019 by Michael Maardtparadox-of-emancipation.com