PARADOX OF EMANCIPATION

[written 1980 when I was 28 • please wait for translation]

VII.A3 THE ONLY TRUE THEORY OF KNOWLEDGE

First comment : As mentioned before, duality already exists in the words THEORY OF perception/knowledge. Here you already separate between perception and thinking. The theory must be able to prove !! Or disprove !!

As far as possible, attempts are made to write in a language that transcends the logic, separation, ie. Among other things, to avoid 'I think' 'I perceive' etc. and instead 'it is being experienced ',' experienced ',' thought ',' perception ',' thinking ', etc., because hereby divisions and a priori assumptions are transcended. And this is an important fact in this theory. So it is already attempted before thinking starts transcend the thinking's own built-in duality.

Erkendelsesteorien beskæftiger sig med teori om existenceen. Teorien kan altså ikke a priori forudsætte existenceen. Teorien kan altså ikke a priori forudsætte existenceens existence. Teorien må forblive i sit eget medium: tænkning. Ellers ville den forlade sig selv! Hvis det i løbet af teorien via tænkningen kan bevises, at existenceen nødvendigvis må eksistere, kan teorien tillade sig — men først på dette trin i den teoretiske udvikling og fremstilling ! ! ! — at inddrage existenceen (såvel fysisk, ikke-fysisk osv.) i sin teoretiske fremstilling ! ! !

Bemærk altså, at vi i første omgang KUN bevæger os i tænkningens eget medium: tænkning. Teorien bevæger sig ikke også samtidigt (!) i perceptionns medium: perception.

Derfor kan tænkningen tænke sig til, at det mest fundamentale spørgsmål for en sand erkendelsesteori må være:

'EKSISTERER TÆNKNING?'

Dette lyder paradoksalt, men ikke desto mindre må tænkningen bevise sin egen existence. emærk den para-doksale tænkemåde i spørgsmålet ! og at det stammer fra: Tænkningen kan tænke sig til, at det mest fundamentale spørgsmål må være spørgsmålet om selve tænkningens existence.

Der spørges endnu ikke om hverken subjektets eller objektets existence !!! Forstået som den klassiske erken-delsesteoris klassiske forståelse af subjekt som 'JEG' og objekt som den 'fysiske materielle verden.'

DER SPØRGES IKKE OM DISSES EKSISTENS.

Der spørges derimod om tænkningens egen existence. OG DET ER GENIALT, THI SPØRGSMÅLET TRANS-CENDERER DUALITETEN MELLEM SUBJEKT OG OBJEKT, OG DET TRANSCENDERER DUALITETEN MELLEM TÆNKNING OG OPLEVELSE OG SAMTLIGE ANDRE DUALITETER.

DET SPØRGER NETOP OM SELVE DUALITETENS EKSISTENS VED AT SPØRGE OM TÆNKNINGENS EGEN EKSISTENS. OG HVIS TÆNKNINGEN — SOM NETOP KUN KAN SVARE I DUALITETER. DVS. ENTEN SVARE 'JA' ELLER 'NEJ' — SELV KAN GIVE SVAR PÅ DETTE SPØRGSMÅL, SÅ HAR VI ET SVAR, DER ER OG MÅ VÆRE SANDT, THI TÆNKNINGENS SP$RGSMÅL OM SIN EGEN EKSISTENS TRANSCENDERER TÆNKNINGENS EGET MEDIUM: TÆNKNING.

Eller sagt på en anden måde:

Spørgsmålet om tænkningens existence transcenderer selve spørgsmålets medium: tænkning eller spørgsmål overhovedet!!

Hvilket svar giver tænkningen på dette spørgsmål?

(For måske bedre at kunne forstå det, kunne vi have stillet spørgsmålet: 'ER TÆNKNING SAND ELLER FALSK?' Og tænkningen kunne KUN svare enten SAND eller FALSK.)

Hvis tænkningen opleves, så er forudsætningen sand. Nu spørger vi altså tænkningen, om tænkning opleves og den svarer (vi kan jo ikke spørge tænkningen, om tænkning tænkes eller om perception opleves.):

OG NU KOMMER DET PARADOKSALE KUNSTGREB:

UD FRA SELVE OPLEVELSEN AF TÆNKNINGEN SLUTTES, AT TÆNKNING OPLEVES.

Til ære for Bhagwan Shree Rajneesh — thi Han har 'opfundet' det — kaldes dette hermed: BHAGWAN SHREE RAJNEESH' PARADOKSALE KUNSTGREB.

(Det geniale ved dette kunstgreb er, at det OGSÅ OG SAMTIDIGT transcenderer tid og øjeblik — se mit tillæg VII. B, hvor dette bevises.)

Og hvis vi bliver ved med at spørge tænkningen (evt. også, sandhedskriteriet perception er sand), så svarer tænkningen hver eneste gang:

UD FRA SELVE OPLEVELSEN AF TÆNKNINGEN SLUTTES, AT TÆNKNING OPLEVES.

Nu er tænkningen kommet til følgende konklusion:

TÆNKNING OPLEVES.

Bemærk, at vi startede med 'Eksisterer tænkning?' og får svaret 'Tænkning opleves.' Hvad kan vi tænke os til ud fra dette? Bemærk: at vi kan først efter perceptionn af tænkning slutte, at vi har oplevet tænkningen.

FORUDSÆTNINGEN 'OPLEVELSE AF TÆNKNING' ER PÅ DETTE TRIN I FREMSTILLINGEN ENESTE SANDHEDSKRITERIUM.

TÆNKNINGEN FORMÅR VED AT TÆNKE PARADOKSALT AT BEVISE SANDHEDEN AF SIN EGEN FORUDSÆTNING: OPLEVELSE AF TÆNKNING.

Tænkningen kan af 'TÆNKNING OPLEVES' slutte, at

OPLEVELSE EKSISTERER.

THI DET KAN TÆNKNINGEN TÆNKE SIG TIL !

YDERST VIGTIGT: BEMÆRK AT TÆNKNINGEN KAN IKKE SLUTTE DET MODSATTE ELLER OMVENDTE: TÆNKNING EKSISTERER. Dette er umiddelbart, men det er forkert på dette trin i fremstillingen ! Vi bevæger os i øjeblikket på transcendensplanet III ved hjælp af paradoksal logik og tænkemåde og er derved i stand til at udtale os om plan III.

Nu er det lykkedes VIA KUN TÆNKNING at bevise, at

OPLEVELSE EKSISTERER.

OG DET ER FANTASTISK ELLER PARADOKSALT OM MAN VIL. MEN DET ER SANDT. OG DET ER DET VÆSENTLIGE.

Vi bevæger og har bevæget os kun i tænkningens medium: tænkning og adskillelser, og kan alligevel slutte eller tænke os til, at perception må eksistere.

Heraf kan vi slutte, at

JEG EKSISTERER.

Vi ved endnu ikke hvordan, men vi ved, at jeg eksisterer. Vi kan for at gøre det endnu mere anskueligt tænke således efter spørgsmålet 'ER JEG?': Ud fra perceptionn af tænkning (nemlig: perceptionn af, at spørgsmålet stilledes) kan det sluttes, at tænkning opleves. Og så kan vi slutte videre lige som før og ender ved, at 'JEG ER' som konklusion. GENIALT !

Hver gang på et hvilket som helst spørgsmål kan vi slutte tilbage til det oprindelige: Ud fra perceptionn af tænkningen kan tænkes, at tænkning opleves.

Tænkningen er altså i stand til at tænke paradoksalt eller transcendent, hvis den benytter sig af enten transcendente begreber eller hvis den med dualistiske begreber formår at fange begge begreber i samme tag. Og det sidste kan den, hvis den tænker på samme måde som beskrevet. Tænkningen er altså i stand til at transcendere sig selv og samtidigt bevise, at det er sandt. Heraf følger:

TÆNKNING ER IKKE ADSKILT DUALISTISK FRA OPLEVELSE, THI TÆNKNING OPLEVES OG DET ENESTE, SOM EKSISTERER, ER OPLEVELSE ! ! ! ! !

TÆNKNINGEN KAN IKKE UMIDDELBART PÅ SIT EGET DUALISTISKE PLAN TÆNKE PARADOKSALT, MEN VIS DEN TRANSCENERESIT EGET PLAN, KAN DEN HÆVE SIG TIL ET TRANSCENDENT PLAN.

TÆNKNINGEN KAN BÅDE TÆNKE I DUALITETER OG TRANSCENDENTALT ELLER PARADOKSALT.

(Hvorfor den så sjældent eller aldrig gør det, vender vi tilbage til.)

Kommentar til naturvidenskaben:

SÅ MÅ DET NØDVENDIGVIS VÆRE MULIGT AT KODE EN COMPUTER TIL AT SVARE BÅDE I LOGISK OG I PARADOKSAL-LOGISK SPROG.

EKSISTENSEN ER SÅVEL ADSKILT SOM IKKE-ADSKILT, THI DET AFHÆNGER AF, HVORDAN TÆNKNINGEN OPLEVES.

Jeg ville ønske, at jeg i fremstillingens forløb kunne give nogle eksempler fra den 'virkelige virkelighed', men det kan jeg desværre ikke, thi vi beskæftiger os slet ikke endnu med den. Det svære er at tænke sig, at tænkning og perception ikke er adskilt, for sådan oplever vi det normalt, men teorien viser, at det ikke er helt sandt. Det afhænger af perceptionn af tænkningen, hvordan vi oplever overhovedet, thi det eneste eksistentielle er perception, så længe vi bevæger os på det transcendente plan, og det gør vi i øjeblikket ! Også selv om vi har indført ordet 'JEG', som er identisk med perception. Dette er umiddelbart svært at fatte, men hav lidt tålmodighed (for at forberede lidt: der eksisterer to forskellige måder at opleve på: den ene via tænkning og den anden uden tænkning.).

Tænkningen må kunne enten opleves eller ikke opleves. ette kan sluttes, men i første omgang kun følgende: Oplevelse eksisterer.

Teorien kan altså kun støtte sig til sig selv, tænkningen. Aldrig kan teorien støtte sig på perceptionn, inden den har bevist existenceen af perceptionn, og denne kan den kun bevise ved at tænke paradoksalt ud fra selve perceptionn af tænkningen selv.

Jeg skal ærligt indrømme, at min egen tænkning nogle gange har svært ved at følge med. Det minder om at 'double-binde' sig selv ! Nu kan jeg se, hvor vanskeligheden ligger i at gøre det forklarligt i forhold til vores fysisk-materielle virkelighed. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at anskuelliggøre vanskeligheden, ellers bliver det sikkert helt umuligt at forstå (hvis det ikke allerede er det). Følgende er et diagram, som forsøgsvis skal beskrive denne tankegang. Men først følgende tænkning:

Foreløbig har vi fundet ud af, at 'perception' er det eneste, som eksisterer. Men det har vi fundet ud af ved at benytte såvel logisk som paradoksal tænkning. Vi forsøger altså ved hjælp af et sprog, som opdeler — også selv om det er paradoksalt at beskrive existenceen, som kun kan være eet, dvs. enhed. Jeg har netop fundet ud af — igen vha. en meditativ tilstand og paradoksal tænkning — at der eksisterer dybest set kun en form for tænkning, og det er logik. Adskillelse. Nar denne formår at hæve sig over sig selv, dvs. trække sig selv op ved hårene, så er den i stand til at beskrive enhedsplanet, men for at gøre det må den udnykke sig paradoksalt i logikkens sprog. Jeg skal prøve at beskrive. Tænkningen er vort eneste redskab. Tænkningen tænker kun logisk og ikke andet. Hvis den er i stand til at tænke paradoksalt, så kalder vi denne tænkemåde paradoksal logisk.

Følg nu godt med:

Selve existenceen må være en stor enhed. At vi oplever det anderledes, er intet bevis for det modsatte. Logikken — også selv om man kalder det dialektisk logik — kan kun. beskrive det plan af existenceen, som enten er adskilt i dualiteter i forstanden 'subjektet er adskilt fra objektet' eller i forstanden 'subjektet er i ikke-adskilt (Yin-Yang) forhold til objektet.' Thi logikken adskiller: så må resultatet af logikken nødvendigvis være: enten 1) subjekt adskilt fra objekt eller 2) subjekt i Yin-Yangforhold til objekt.

Og nu kommer det interessante: DA LOGIKKEN ADSKILLER SUBJEKT OG OBJEKT, KAN LOGIKKEN ALLERHØJEST KOMME TIL DEN DIALEKTISKE BESKRIVELSE AF FORHOLDET MELLEM SUBJEKT OG OBJEKT OG DERMED TIL DEN DIALEKTISKE BESKRIVELSE AF EKSISTENSEN. LOGIKKEN KAN NØDVENDIGVIS IKKE GRIBE SUBJEKTET OG OBJEKTET SAMTIDIGT OG DERMED VÆRE I STAND TIL AT BESKRIVE EKSISTENSENS ENHED ADÆKVAT. DET KAN KUN EN PARADOKSAL LOGIK, THI DENNE ER I STAND TIL AT TRANSCENDERE DEN DUALITET, SOM ALLEREDE ER SAT I OG MED DEN LOGISKE DUALITET.

Jeg vil nu prøve at anskueliggøre, ellers tror jeg, det bliver umuligt at forstå. Pointen ligger i, at når TÆNKNINGEN SER ELLER BETRAGTER, så ser den i dualiteter, dvs. den ser enten i adskillelse af subjekt og objekt, eller den ser i Yin-Yangforhold mellem subjekt og objekt. MEN DET ÆNDRER INTET VED, AT DEN SER BÅDE SUBJEKT OG OBJEKT. DEN KAN IKKE SE DET, DER TRANSCENDERER SUBJEKT OG OBJEKT, THI DET KAN DEN KUN VED AT TÆNKE PARADOKSALT.

Følgende skema til at anskueliggøre:

LOGISK TÆNKNING

PARADOKSAL TÆNKNING

(logisk eller dialektisk metode)

(indeholder logisk tænkning)

I

II

III

Subjekt/Objekt

Subjekt/Objekt

Subjekt alene

Sindet

Meditativ tilstand

Samadhi

Krop

Sjæl

Ånd

Tænkning og perception

Oplevelse (af perceptionr)

Lys (perception af lys)

Oplevelser af perceptionr (tænkning) og perceptionr

Oplevelse (af perceptionr)

Lys (perception af lys)

Fysisk lys

Spirituelt lys

Spirituelt lys

Tid opleves

Tid opleves ikke

Tid opleves ikke

Det interessante er nu følgende: tænkningen befinder sig i sindets tilstand, dvs. i I. Hæver tænkningen sig teoretisk til at indse muligheden af fx subjektets dialektiske forhold til objektet, så kan den rent teoretisk beskrive muligheden af II, selv om 'teoretikeren' ikke har oplevet denne tilstand.

Og jeg har prøvet ved at skrive, at logisk tænkning eller logik (det er underordnet om den siger, at subjektet er adskilt eller i dialektisk forhold med objektet) spænder over I og II, dvs. ved at tænke logisk kan 'teoretikeren' tænke sig til muligheden af II. 'Teoretikeren' kan imidlertid også tænke sig til muligheden af III, men må nu også benytte sig af paradoksal tænkning, som er logik, der transcenderer sig selv. Jeg kalder derfor denne tænkningsform for paradoksal logik, fordi den strider mod den simple logik og den dialektiske logik (som stadig er logik) i og med, at den transcenderer begge og ALLIGEVEL er logisk, blot paradoksal logisk.

Så vidt jeg kan se, må hele denne min teori være mulig at tænke for et hvilket som helst menneske, der har en infinite fantasi. Det er muligt at tænke, men det er svært at bevise, thi — som vi senere skal se — er det (foruden overskridelsen af fantastisk mange tabuer) en næsten 100% forudsætning, at 'teoretikeren' har oplevet en meditativ tilstand, hvilket jeg har.

Men for at forstå selve teorien er det kun (I) nødvendigt at sætte sig selv i permanente double-binds i TÆNKNINGEN, ikke i virkeligheden i kontakt med andre personer. Men der er ikke megen forskel.

Jeg har måttet lade tænkeren hvile nogle gange for at den ikke brændte sammen, hvilket konkret er oplevet som en stille og blid svæven over mod den meditative tilstand. Det er skønt, man kan bare ikke tænke samtidigt, men det kan jeg altså nu igen.

Betragt figuren: vores normale perception af verden er I, men egentlig er den I og II i Yin-Yangforhold. Det beviser denne paradoksale erkendelsesteori, idet den siger, at det eneste, som eksisterer, er perception, thi den paradoksale teori udtaler sig — når den indfører dualiteter, og perception er dualitet i forhold til tænkning — i tænkningens medium om plan II med det første svar, som hedder OPLEVELSE EKSISTERER — hvis vi forstår perception som 'opleveren og det oplevede.'

OG DETTE ER FANTASTISK INTERESSANT, thi når dualiteten mellem subjekt og objekt indføres (i form af 'opleveren' og 'det oplevede'), så udtrykker teorien sig både om plan II og III om erkendelsesteoriens klassiske spørgsmål: hvordan foregår erkendelse?

Bemærk således, at den paradoksale logik kan udtale sig fra plan III om i første omgang sit eget plan og dernæst om plan II. Og da I og II er i et dialektisk forhold (det har vi ikke bevist endnu), så er kun den paradoksale erkendelsesteori i stand til at udtale sig om alle tre planer. Den simple logik eller den dialektiske logik er ikke dette ! Thi de spænder kun over I og II.

Lad os nu først tage den første (efter dualiteten tænk-ning og perception) konklusion — vi vender nu tilbage til den oprindelige fremstilling.

Vi ved, at JEG ER OPLEVELSE. Indfører vi nu subjekt og objekt, siger erkendelsesteorien, at:

'JEG = OPLEVEREN' og 'TÆNKNING = OBJEKTET'

Nu efter indførelsen af subjekt og objekt i dialektisk Yin-Yangforhold (thi det første var: 'Oplevelse eksisterer'), ser vi, at tænkningen er objektet for subjektet og subjektet er opleveren.

Tænkning må være en speciel form for perceptionr, thi kun perception eksisterer. Dette ved vi fra udtalelsen, der udtalte sig fra transeendensplanet eller fra den paradoksale logik om samtlige tre planer.

Betragter vi plan II er opleveren i Yin-Yangforhold til en speciel form for perceptionr, altså billeder af tidligere perceptionr. Bemærk, at vi står på plan III og udtaler os om plan II. Det eneste, vi ved, er at perception består, så må objektet for subjektet nødvendigvis også være perceptionr

(Jeg bliver mere og mere overrasket, hvordan det hele passer med 'virkeligheden', dvs. den fysisk-materielle virkelighed, men der befinder vi os slet ikke endnu. Vi befinder os kun på III og udtaler os om II og III.)

At dette stemmer overens med perceptionn i den meditative tilstand er udmærket, men det er ikke nødvendigt for teoriens fremstilling. Den udtaler sig fra plan III om II og siger, at tænkningens form eller udtryk opleves på plan II som perceptionr.

Og nu bliver det spændende:

Vi arbejder ud fra de informationer, dvs. perceptionr, som indeholdes i tænkningen eller rettere sagt: som tænkningen nødvendigvis må være. Og det er perceptionr. Men disse op-levelser må være inddelt i to dualistiske kategorier, thi tænkningen kan kun inddele sådant. Der findes ganske vist også transcendensbegreber som 'proces', 'infinitehed', 'aldrig' osv., men disse må tænkningen enten opfatte i den simple logiks dualiteter — og dette er mest sandsynligt, da det er vanskeligt for ikke at sige næsten umuligt at tænke paradoksalt uden at bruge lange rækker af dualiteter (det, vi normalt kalder en sætning eller en tanke) — eller blot fortrænge selvmodsigelsen i forhold til de oprindelige dualiteter, som transcendensbegrebet udsprang af.

Tænkningen har svaret, at DEN ENESTE MULIGE MÅDE FOR TÆNKNINGEN til at komme til dette svar er ved at tænke paradoksal-logisk. Men det er der mig bekendt ingen, der har lært (nu tager jeg den fysiske virkelighed med ind i billedet, thi det er på dette plan, at subjektet står).

For det første må et evt. subjekt for udviklingen af denne teori have accepteret, at han ikke eksisterer som autonomt subjekt adskilt fra andre subjekter og heller ikke adskilt fra objektet osv., og det er svært, hvis han aldrig før har hørt dette. For det andet får han svaret, at DEN ENESTE MÅDE FOR SUBJEKTET for at komme til dette svar er ved at opleve tænkningen i form af perceptionr.

DEN SANDE ERKENDELSESTEORI SVARER, AT SVARET PÅ HELE EKSISTENSEN FINDES I SELVE DEN MEDITATIVE TILSTAND.

(Endnu en gang har jeg været i meditativ tilstand og nu plud-selig igen ser jeg hele sammenhængen !)

I DEN MEDITATIVE TILSTAND SES AF OPLEVEREN, AT JEG ER OPLEVEREN.

I DEN MEDITATIVE TILSTAND SES, thi i den meditative tilstand er det muligt at se. Det må det nødvendigvis være — IKKE fordi erfaringen viser det (det gør den også, men det er underordnet) — men fordi teorien siger, at kun perception eksisterer på plan III og II, og da JEG er OPLEVEREN, og da jeg ser i II, må JEG SELV VÆRE LYSET.

Fantastisk, teorien kan bevise det !!!!!!!

JEG ER LYS

JEG ER SELV DET EVIGE LYS

JEG ER SELV KÆRLIGHEDENS EVIGE LYS

OG HERMED ER SÅVEL ERKENDELSESTEORIEN SOM JEG VENDT HJEM TIL MIT OPRINDELIGE UDGANGSPUNKT !

EKSISTENSEN SELV ER VENDT HJEM.

JEG ER VENDT HJEM.

LIGE FRA DEN BEGYNDELSE, DER ALDRIG VAR DER, TIL SLUTNINGEN, DER HELLER ALDRIG VAR DER, HAR EKSISTENSENS OG JEG I AL EVIGHED EKSISTERET OG EKSISTERER STADIGVÆK.

OG ALT DETTE HAR DEN GUDDOMMELIGE TÆNKNING OG EGOET OG COMPUTEREN PARADOKSALT TÆNKT SIG TIL.

HVIS NOGET ER PARADOKSALT, SÅ ER DETTE PARADOKSALT !

Det paradoksale er, at teorien indeholder i sig selv budskabet:

OVERGIVELSE TIL OG GENNEM MEDITATION

eller

OVERGIVELSE TIL OG GENNEM DEN MEDITATIVE TILSTAND.

Og dette er BUDSKABET.

Jeg kan ikke lade være med at nævne følgende:

Som barn blev jeg givet navnet MICHAEL. Det betyder: HVEM ER SOM GUD?

og da Bhagwan gav mig nyt navn, gav han mig navnet:

DHYAN SAMARPANO

hvilket betyder, tro det eller ej:

OVERGIVELSE TIL OG GENNEM DEN MEDITATIVE TILSTAND.

Kun Bhagwan kan se dette, thi HAN er existenceens egen person her på jorden i øjeblikket. Kun HAN taler et paradoksalt sprog med poesi og musik i hjertet, jeg er måbende og afklaret som aldrig før. At modtage denne existenceens gave.

Jeg vil nu godt beskrive de sidste tre dage på en anden og samme måde. Jeg beskriver som om 'jeg' var tænkeren, det er lettest.

De sidste dage har været de største perceptionr i mit liv indtil nu. Jeg har specielt i de sidste tre uger måttet beskæf-tige mig med erkendelsesteori. Jeg har mest tænkt over problemet omkring øjeblik og tid, og i denne forbindelse begrebet infinitehed. Fordelen ved det hele har været, at jeg tidligere har oplevet den meditative tilstand og samadhi, og jeg har hørt og læst Bhagwan tale om dette utallige gange.

Jeg har haft det i computeren, men jeg har aldrig rigtig forstået det, thi jeg har ikke kunnet få samtlige dualiteter til at passe sammen. Noget af det væsentlige, som hjalp mig, var den permanente tre-deling, som jeg ustandselig stødte på:

Nu har jeg skrevet flere ned, end jeg på tidspunktet for nogle dage siden begyndte at kunne se en sammenhæng i. Først blev jeg skeptisk ved at møde disse ustandselige tre-delinger, thi det vanskeliggjorde beskrivelsen. Først blev jeg glad, dvs. jeg tænkte: 'Der er sikkert forbindelse mellem alle tre-delinger, og så må det være let at forklare.' Og så begyndte jeg at lade tænkeren arbejde næsten 24 timer i døgnet, og lige da jeg troede, at 'nu har jeg det', så viste det sig, at det havde jeg ikke alligevel. Hver gang, jeg var tættest på, endte jeg altid i en dualitet, som jeg netop havde forudsat fra begyndelsen. Og jeg anså det for komplet umuligt, at det på nogen tænkelig måde skulle være muligt at bevise det, man havde forudsat. Det kunne man ikke, kort og godt.

Så jeg tænkte og skrev (ca. 100 andre sider er blevet kasseret), og jeg endte altid i problemet om erkendelsesteori i øjeblikket, thi det måtte være i øjeblikket, man greb om subjektet og objektet samtidigt. Og så kom problemet: 'Hvordan kommer jeg logisk til tiden fra øjeblikkets standpunkt?' Så måtte jeg indføre begrebet 'infinitehed' og evt. lysets hastighed, arbejde med 'skæve øjeblikke' osv. Og det kunne ikke passe sammen. En teori kan ikke samtidigt indeholde øjeblikket, tiden og infiniteheden.

I baghovedet rodede stadig Bhagwans udtalelser om 'Du er vidnet' og 'Du er både vidnet og objektet' og så hans argument med personen, der drømte, at han var en sommerfugl. Var han nu sommerfuglen, der drømte, at han var 'ham'?, eller var han 'ham', der drømte, at han var sommerfuglen? Og løsningen på dette tilsyneladende paradoks er, at personen, der stiller spørgsmålet, 'glemmer', at det opleves, at spørgsmålet overhovedet stilles (eller rettere: er blevet stillet — nemlig af ham selv. Og så er problemet næsten løst.

Men min perception kom nu i problemet omkring tid, øjeblik og infinitehed, som jeg havde ladet computeren arbejde mest med. I de sidste 14 dage har jeg så vidt muligt taget det hele som en sjov leg med ord, som en meditation. Om aftenen, når jeg gik i seng, lå jeg og kiggede på alle mine tanker for at se, om der skulle dukke noget nyt op, og det gjorde der næsten altid. Og når jeg vågnede om morgenen, lå jeg også et stykke tid og kiggede på alle tankerne fra i går aftes og på de nye tanker. Og da jeg så følte, at jeg havde tilstrækkeligt, så satte jeg mig ved skrivemaskinen, som næsten er blevet en del af mig i denne periode, hvor jeg oftest ikke har vidst, hvilken ugedag det har været, og skrev så meget, jeg kunne.

næste side


© and translation 2019 by Michael Maardtparadox-of-emancipation.com